21. maj 2006
Bazar-dagene var en succes
En sanselig, festlig og fornøjelig weekend blev det til, da Oprør fra Maven slog dørene op for to fantastiske Bazar-dage i København den 6. og 7. maj.
To dage med mad og drikke fra den muslimske del af verden, henna-maling, pakistansk og marokkansk modeshow, digtoplæsning, teater, musik i alle afskygninger, keramik, kunst og meget, meget andet.
Omkring 6000 mennesker valgte at bruge en del af deres weekend på at besøge Politikens gamle trykke-hal og baggård, der som i en »rigtig« basar duftede af myntete og grillstegt lam, og summede af sludrende stemmer i samtlige af de timer, vi havde åbent.
Et indtryk gik igen, hos flere af de gæster, der standsede op ved Oprør fra Mavens info-bod. De fortalte om en fornemmelse af ægthed og autenticitet.
Og det kan vi takke deltagerne for. De mennesker, som valgte at flytte deres restaurant, frisør eller kjoleforretning indenfor denne weekend, med udsigt til ringe indtjening – men meget arbejde. De stod for den gode stemning af åbenhed, hygge og kommen-hinanden-ved.
Det er også især deltagernes fortjeneste, at vi fik besøg af et så blandet publikum. Det var ikke kun Politikens velbjergede kernelæsere, der slog et smut forbi trykke-hallen, men også Fatima, Ali og deres mormor.
Idéen med Bazar-dagene var at tage fat der, hvor danskere med vidt forskellige rødder kan nå hinanden på trods af tørklædedebatter, Muhammed-tegninger og integrationsproblemer. Det er gennem maden, kunsten og kulturen. Og det lykkedes den 6. og 7. maj.
Derfor var det tankevækkende at høre flere af deltagerne – sent søndag aften, mens boderne blev pakket sammen – lufte ønsket om at gentage succesen og lave en ny omgang Bazar-dage næste år.
Den opfordring er hermed sent videre i håb om, at andre også synes, det er det værd.
