31. maj 2007

Stor succes – Farmers’ Market i Jægersborggade…

Farmer’s Market er åbnet i Jægersborggade på Nørrebro og løber af stablen hver lørdag fra 10–14 i passagen mellem Jægersborggade og Kronborggade tættest på Stefansgade.

Markedet åbnede den 26. maj med koge-demo af fire af Oprør fra Mavens dygtige kokke, der kokkererede i fire timer med varer fra markedet – tak skal I have!

Åbningsdagen var en meget positiv oplevelse. Der var et væld af mennesker, der kom fra nær og fjern og købte af de lækre varer og det på trods af regn. Der blev uddelt 150 gaveposer med opfordringer om at melde sig ind i Oprør fra Maven. Der var stor interesse for foreningen, så man kan håbe på, der kommer en masse nye medlemmer.

På markedet satses der på et bredt sortiment, så man kan købe ind til hele måltidet. Der er både frugt og grønt, kød, brød, honning, vin, marmelade og ost.

Efterhånden som der kommer mere dansk frugt og grønt vil der komme flere producenter til. Op af markedspladsen ligger den hyggelige Hees Bogcafe, hvor man kan hygge sig med en god kop kaffe, mens man nyder den gode markedsstemning.

Hvis man vil vide mere om markedet eller har lyst til at give en hjælpende hånd kan man skrive til birgitte@andelsgaden.dk

English

Til forsiden…