Standard for Farmers Markets
Før du tænker på at starte et marked op i nærheden af din bopæl, bør du læse Oprør Fra Mavens standarder for Farmers Markets:
- Varer – og producenter skal så vidt muligt være lokale.
- Varerne skal primært være økologiske eller biodynamiske. Andre varer kan godkendes, hvis de er af ekstraordinær høj kvalitet. Om varer lever op til dette, bedømmes af et smagepanel, som er udpeget fra Oprør Fra Mavens bestyrelse.
- På Oprør Fra Mavens hjemmeside skal hver enkelt producent lægge et datablad, der forklarer meget detaljeret om produktionsforhold, idé, etik, mål, og alle relevante data for selve produktet. Dette datablad er udformet af Farmers Market følgegruppe og godkendt af Oprør fra Mavens bestyrelse. Alle producenter skal godkendes af Oprør Fra Maven.
- Følgegruppen mødes 4 gange om året og består af 8 medlemmer, der hver især repræsenterer særlige kompetencer i forhold til etablering af Farmers Markets i Danmark. Følgegruppen fungerer som Farmers Market backupgruppe og stiller viden og kompetencer til rådighed samt agerer som »ambassadører« for Farmers Market for at sikre støtte og goodwill til etableringen.
- Alle varer og producenter skal godkendes af Smagepanelet, såfremt Smagepanelet skønner det nødvendigt. Smagepanelet besidder særlige ekspertiser inden for det gastronomiske felt, og er udpeget af Oprør Fra Mavens bestyrelse. Der skal i videst muligt omfang være enighed om udvælgelsen af varerne. I tilfælde af uenighed har de af bestyrelsen udpegede to medlemmer, som deltager i Følgegruppen, vetoret. Det handler om at sikre, at lokale interesser ikke går forud for kvalitetskriterierne. Disse kvalitetskriterier handler både om smag og etik. Begge dele skal være ekstraordinært høje. Nye varer kan i mellemtiden bedømmes ved at fremsende varerne til de to medlemmer af panelet, som har vetoret.
- Der kan godkendes udenlandske varer, hvis de lever op til kriterierne fra Smagepanelet, og de ikke kan produceres i Danmark, som f.eks. vin. Af praktiske grunde vil det også være muligt at sælge udenlandske varer på tidspunkter af året, hvor de ikke kan dyrkes i Danmark. Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at der overvejende skal være lokalt producerede sæsonvarer på markedet. Hvis det viser sig at blive problematisk, kan Smagepanelet gribe ind og sikre, at markedets målsætning om lokale, friske sæsonvarer opretholdes.
- Markedet skal året rundt være et godt og bredt tilbud til forbrugerne. Det skal derfor tilstræbes, at der mindst er 10 stader med et bredt udbud af varer tilstede på hver markedsdag. De lokale arbejdsgrupper, der både består af producenter og forbrugere, fastsætter hvor ofte og hvornår markederne afholdes.
- De personer, der sælger på staderne, behøver ikke nødvendigvis at være producenten selv, men det kræves, at de har tilstrækkelig indsigt i produktion, råvarer og forarbejdning til, at alle relevante spørgsmål kan besvares. Af praktiske årsager kan det accepteres at stadeholderne går sammen om at sælge hinandens varer, hvis de har fornødent kendskab til dem eller hvis det kan fremme tilstedeværelsen af de allermindste producenter.
- Medlemskab af foreningen er en forudsætning for at få et stade på markederne. For at benytte Oprør Fra Mavens brand og ekspertise i etablering og drift af Farmer’s Market skal det tilstræbes, at der fra det tidspunkt, hvor markedet er etableret og driften sat i gang er tilkommet ca. 100–200 nye personlige medlemmer til Oprør Fra Maven fra det lokale område. Disse medlemmer findes blandt forbrugere, producenter, arbejdsgruppe og andre involverede parter.

