Foreningens baggrund
»Oprør fra Maven« blev stiftet i 2004 af en håndfuld kvinder, der allerede var aktive i madkampen. Foreningen opstod som en modreaktion på madelitens store konference Nordisk Køkken Symposium, og dens kokke-, gourmetmads-, eksport- og mandedyrkelse.
Ikke en eneste kvinde var inviteret med til konferencens helt store nummer: Vedtagelsen af Det Ny Nordiske Køkkens Manifest. Og kun 3 ud af 16 talere på 2-dags-konferencen, var kvinder. Ifølge konferencens styregruppe, fordi der ikke fandtes kvalificerede kvindelige kandidater!
Vi skrev en pressemeddelelse og et par avis-kronikker, underskrevet af i første omgang 13, siden flere, nordiske kvinder, der til daglig arbejder med professionelt med mad. Sagen nåede helt til Folketinget, hvor Socialdemokratiets daværende ligestillingsordfører, Mette Frederiksen, tog sagen op, eftersom konferencen var økonomisk støttet af blandt andre Nordisk Ministerråd, der har forpligtiget sig på ligestillingsfremmende arbejde.
Madtræffet »Oprør fra Maven« d. 8 marts 2005 var vores åbningssalut, og det første skridt på vejen mod en bred debat om det, vi putter i skrutten hver eneste dag. Her fik alle kvinder, som arbejder med mad eller interesserer sig for mad, mulighed for at mødes en hel dag, høre indlæg om mad over forskellige temaer, se og smage mad, diskutere, hente inspiration, finde nye samarbejdspartnere og danne netværk. Træffet havde sit udspring i Danmark, men det lykkedes også at få deltagere og oplægsholdere fra hele Norden med. I alt 600 kvinder fra alle dele af madbranchen; madmødre, forskere, kunstnere, kokke, madskribenter og madjournalister, støttede op om sagen og dagen.
Vi betragter træffet »Oprør fra Maven« som en fin manifestation og et selvstændigt arrangement, men mente efterfølgende, at der er brug for netværk og handlemuligheder, og for at fortsætte foreningen. I samme åndedrag åbnede vi som en naturlig ting, foreningen for mænd.
Vores mål med foreningen »Oprør fra Maven« var og er at få sat meget mere fokus på den daglige mad og madkvaliteten i det hele taget. I allerbredeste forstand – uanset køn, kulturel baggrund og madmæssigt ståsted.
Derfor var det også naturligt for os, i foråret 2006, at slå dørene op for 2 festlige Bazar-dage med mad og drikke fra den muslimske del af verden, henna-maling, teater, musik i alle afskygninger, keramik, billedkunst og meget, meget andet. Og tage fat der, hvor danskere med vidt forskellige rødder kan nå hinanden på trods af tørklædedebatter, Muhammed-tegninger og integrationsproblemer. Over 6000 mennesker besøgte Oprør fra Mavens Bazar i Politikens gamle trykkehal og mødte hinanden gennem maden, kunsten og kulturen.
Sideløbende med de 2 store, fantastiske og inspirerende madtræf, havde vi arbejdet hårdt på at få udviklet og etableret de første Farmers Markets rundt omkring i landet. Et Farmers Market udviklet under Oprør Fra Mavens koncept, er marked i byen, som etableres og drives af lokale frivillige kræfter, hvor producenter og forhandlere af friske, lokale og fortrinsvis økologiske madvarer af høj kvalitet sælges direkte til forbrugerne. Formålet er at reducere vejen fra producent til forbruger samt øge tilgængeligheden af gode madvarer i hverdagen.
Ebeltoft var de første til at få deres eget Farmers Market, som siden efteråret 2006 har kørt hver lørdag året rundt. I årene efter lykkedes det at få etableret Farmers Markets i flere byer og vi arbejder fortsat for at styrke udvekslingen af de gode, lokale fødevarer.
Læs mere under »Farmers Markets« eller gå tilbage i foreningens historie under »Arkiv«

