Årsberetning
Året der gik…2009
5. generalforsamling i foreningen Oprør fra Maven, 13. april 2010
Oprør fra maven er en forening hvis formål er at få sat mere fokus på den daglige mad og madkvaliteten i det hele taget – en sag der på ingen måde er afsluttet.
Foreningens formål er at danne netværk, der giver mulighed for at finde ligesindede der vil gøre noget på den ene eller anden måde for at styrke og forbedre madkvaliteten ud fra vores paroler:
- Mad og demokrati
- Mad og solidaritet
- Mad og økologi
- Mad og lokalt forbrug og lokal produktion
- Mad og monopoler
Foreningen har på denne baggrund i de seneste år arbejdet for at få lokale Farmers Markets rundt om i landet. Arbejdet er en stor udfordring i et land som Danmark uden store markedstraditioner og uden ret mange små producenter i alle områder.
Generalforsamlingen besluttede sidste år, at Oprør fra maven i 2009 skulle fortsætte arbejdet med at støtte Farmers Markets og at andre aktiviteter og medlemsmøder skulle foregå i den internationale Slow Food bevægelse. Slow Food-bevægelsens idesæt er meget tæt op ad Oprør fra maven og sloganet er Good, clean and fair food. I Slow Food har man arbejdet med dannelse af flere conviva (lokalgrupper) i Danmark. Bestyrelsen opfordrede sidste år medlemmerne at melde sig ind i Slow Food. Derfor har 2009 – som planlagt – været et stille år i Oprør fra maven.
Farmers Markets vil Birgitte Glerup fortælle mere om.
Mødet om Farmers Markets 21. marts hos Camilla blev aflyst. Selv om det fik fin reklame i Politiken, så meldte markerne sig ikke til mødet. Vi har haft en del omtale bl.a. i Spis Bare og fin artikel i Retail+ i november om Farmers Markets.
Vi har haft et par andre aktiviteter
- Et orienteringsmøde om Slow Food på Bottega i april
- Grønsagsfestivallen i august. Her var koge-task-forcen v. Bettina Lohse ude med smagsprøver og info.
- Foreningen søgte penge til et klima/folkekøkken i forbindelse med Klimatopmødet og fik afslag fra People’s Climate Action, men flere af vores medlemmer var involveret i en masse alligevel. Det eneste formelle Oprør fra maven var med i var et debatmøde med Kvindernes Ulands Udvalg (KULU) 7. December med Kongo Bab fra Mali – Helle Sjelle og mig selv i Det Grønlandske Hus med servering af mad fra Oprørets kogetask force ved Pernille Skjødt og Karen Leth.
Status
Vi er ca. 105 betalende medlemmer (kontingentbetalinger for 2009). Det er en lille medlemsnedgang fra 130, en del er blevet medlem af Slow Food. Og vi har ikke sendt rykker ud for kontingentopkrævning.
Bestyrelsen har afholdt to møder og et antal telefonmøder til afgørelse af støtte m.m. til markederne.
Der er lavet forskelligt administrativt med medlemslister og udsendt to nyhedsbreve.
Vi er gået i hi!
Vi kan springe op som trold i en æske… for VI er her endnu. Men Oprør fra Maven er på vågeblus. Vi mener i bestyrelsen, at vi stadig har et projekt, men da det er drevet af frivillige, ildsjæle og nørder er det ikke et jævnt arbejde – nogen i netværket gør noget når kræfterne og energien er der.
Derfor stor tak til jer for at være medlemmer
Tak også til bestyrelsesmedlemmerne og alle andre der arbejder for og støtter vores fælles sag – madkampen! – at gøre dejlig hverdagsmad tilgængelig for alle.
Katrine Klinken
Bestyrelsesformand Oprør fra Maven
København, april 2010

