Husholdningskanon

Torsdag 1. september 2005 fejrer Suhrs Seminarium 100 års jubilæum. Suhrs Seminarium og Oprør fra maven har udarbejdet en Husholdningskanon, som vi har overrakt forbrugerminister Lars Barfoed ved denne lejlighed.

Hent Husholdningskanonen og taler ved overrækkkelsen

Lørdag 3. september kl. 13 præsenteres kanonen på Kultorvet i København.

Husholdningskanonen

Overrakt til forbrugerminister Lars Barfoed den 1. september 2005

Varekundskab

Viden om varernes friskhed, sæson, egenskaber, smag og anvendelsesmuligheder.

Kende en frisk fisk, moden frugt, mørt velhængt kød, friske grønsager og hvordan kan de bruges? Kende holdbarhed af de forskellige madvarer, hvordan de opbevares bedst og deres tilberedningsmuligheder. Illustreres med en persillerod og en pastinak.

Forbrugerrettigheder

Agere som en bevidst forbruger og at kunne forholde sig til kvalitet. Kende til forbrugerrettigheder og – pligter. Kende betydningen af de forskellige mærker. Kunne læse en varedeklaration og bruge oplysningerne til at vælge sundt og miljørigtigt. Fx Illustreres med varedeklaration på et miljørigtigt rengøringsmiddel.

Madhåndværk

At kunne lave mad ud fra en kulinarisk visdom og viden om smag. At kunne komponere mad der smager godt og have et repertoire.Ved hjælp af de grundlæggende madlavningsfærdigheder og tilberedningsmetoder: Skrælle og findele grønsager – fx at skrælle en gulerod og snitte et løg. At have færdigheder i flere forskellige tilberedningsmetoder koge, stege, dampe, bage, grille. Koge kartofler – så de er lige præcis møre og med mindst muligt tab af vitaminer – ditto pasta/ris. Koge en suppe der smager. Koge grød og bage et brød. Lave en frikadelle, stege en steg eller fisk, lave salater, sovse og dressinger. Kunne forstå og bruge en opskrift. Illustreres med en skrællekniv

Sund og lækker mad

Sammensætte velsmagende og ernæringsrigtige måltider af madvarer af ordentlig kvalitet: Kende til tallerkenmodellen og kostrådene, samt at kunne læse og forstå en næringsdeklaration. Fx at sammensætte et sundt morgenmåltid, smøre en velsmagende madpakke, komponere et rigtigt aftensmåltid og vælge sunde mellemmåltider. Illustreres med en smageske og dækkeserviet med tallerkenmodellen/samt servietter med kostråd fra Kræftens Bekæmpelse.

Æstetik og madkultur

Erkende betydningen af æstetikken i hverdagskulturen: Lyst til at fremme hygge, nydelse og god smag. Kende til betydningen af måltids- og madtraditioner. Turde og have lyst til at prøve nye ting. Udvikle kreativitet og fantasi. Kunne sætte pris på et måltid tilberedt med omhu. Indrette boligen hyggeligt og hensigtsmæssigt. Illustreres med et stearinlys.

Hygiejne

Kunne begå sig i et køkken på hygiejnisk vis: Fx at holde rå og tilberedte varer adskilt, vaske hænder og rengøre køkken redskaber før og efter brug, sikre hurtig afkøling af varmebehandlede madvarer og holde kølekæden, opbevare madvarer ved den rigtige temperatur og jævnligt tjekke temperaturen i køle- og fryseskab. Rydde og vaske op efter sig. Illustreres med et køleskabstermometer og rene karklude.

Rengøring og vedligeholdelse

Rengøre og vedligeholde bolig og forbrugsgoder: Spare på el og vand og vælge miljørigtige rengøringsmidler. Kende til betydningen af udluftning og kunne gøre rent, fx vaske gulv og støvsuge. Sortere vasketøj, vaske i maskine, tørre tøj, gøre rigtigt rent og udføre lettere reparationsarbejder som at sy en knap i eller lægge bukser op. Kunne indrette sin bolig, så den tilfredsstiller ens behov æstetisk og samtidig er let at rengøre og vedligeholde. Illustreres med en sysæt.

Organisere hverdagen

Kunne organisere hverdagslivet bæredygtigt og holde hus med tid og ressourcer: Fordele opgaverne i husholdningen på hensigtsmæssig måde så de tilgodeser de forskelliges behov og evner og samtidig styrker fællesskabet, øger trivslen og overskuddet i husholdningen. Planlægge og indkøbe varer, herunder mad og måltider til husstanden eller en gruppe på en bæredygtig og økonomisk forsvarlig måde. Illustreres med en arbejdsplan på en tavle.

Sanselig fornuft

Udvise sanselig fornuft: Tage ansvar for fællesskabet og fremtidige generationer. Drage omsorg for familien/sine nærmeste, miljøets og samfundets trivsel. Bidrage til det gode liv ved at udvise engagement, omhu, ansvar, sund og sanselig fornuft. Illustreres med økologisk Max Havelaar kaffe.

Initiativtagere til at skabe Husholdningskanonen: Gitte Laub Hansen, Suhrs Seminarium, og Katrine Klinken, Oprør fra Maven, med bidrag fra kolleger og netværk.

English

Til forsiden…